Startside     Gallerier      Scrapbog       Heste      Katte       Papillon        Vittigheder   Beregninger      Animationer     Bagsiden

 

 

 Artikel2           Artikel3           Artikel4            Artikel5          Artikel6           Artikel7

Tønder29. 03. 2008 18:36
Topchefen begyndte selv på gulvet
Af: Lene Alsing
TØNDER: Den 10. marts overtog Peter Johnsen, 52, jobbet som administrerende direktør i Hydro Aluminium Precision Tubing Tønder, og blev dermed chef for 550 medarbejdere i Tønder, Bedsted, Løgumkloster, Bredebro og Seneffe i Belgien.
Virksomheden har dermed fået en topleder af »egen avl«, for udnævnelsen af Peter Johnsen er den foreløbige top på en karriere i Hydro, der begyndte for 28 år siden i produktionen på Hydro Aluminium i Tønder.
– Hydro var næsten min første arbejdsplads. Jeg var i lære som maskinarbejder hos Stallex, men efter militæret kom jeg til Hydro, til presværket siger han.
Han kom blandt andet til at arbejde med det projektområde, der hjalp Hydro-virksomheder med etablere sig rundt om i verden. I to år var han udstationeret i USA.
– En dag fløj Ulf Schmidt, daværende direktør for Hydro Heat Transfer, som det hed dengang, til USA's og foreslog mig, at jeg skulle komme over i hans afdeling. Sådan blev det. Jeg blev produktions- og teknisk ansvarlig for Heat Transfer. Ulf Schmidt var en leder med masse af ideer. Det gik rigtig stærkt dengang. Vi var måske et par hundrede mand til at begynde med, men så skete gennembruddet med airconditionanlæg til biler. Det var et pionerarbejde, og det var sjovt, siger han.
Peter Johnsen overtager ledelsen på et tidspunkt, hvor tingene går godt. Der er 500 medarbejdere i Belgien og i Tønder, Bredebro, Løgumkloster og Bedsted har man lige ansat medarbejder nummer 500.
– Vi er inde i en rivende udvikling. Vi udnytter den kapacitet, vi har, fuldt ud, og vi overvejer, hvordan vi kan forøge kapaciteten. Vi har en historisk høj vækst lige nu, ikke mindst, fordi bilfabrikkerne er begyndt at opdage, at det giver dem nogle fordele, blandt andet prismæssigt, at de udvider anvendelsen af vores produkter i bilernes klimaanlæg. Lige nu er det især Daimler, BMW og Toyota, der har fået øje på mulighederne, men resten af bilindustrien vil hurtigt følge efter.
Desuden bliver aircondition mere og mere almindeligt i huse og bygninger. Traditionelt er der brugt kobber til rørene i disse anlæg, men kobber er blevet dyrt, så vi har en historisk mulighed for at vokse os store i dette marked, siger han.
– Vi skal naturligvis bevare det, der går godt, men vi skal hele tiden udvikle os, og der er stadig pionerånd over virksomheden. Vi har desuden det mål at være den mest lønsomme i Hydro-koncernen, siger Peter Johnsen.
For at nå det mål, skal virksomheden have både en teknisk høj standard, men også gode medarbejdere.
– Vi skal være kendt for at være en god arbejdsplads, der tager sig godt at folk. Vi skal have et godt ry, for at tiltrække de bedste. I dag er det ikke kun lønnen, der er vigtig, men det er hele pakken, siger han.
Han kan se sig selv som et godt eksempel på, hvor langt medarbejderne i Hydro kan nå, hvis de selv har lyst og har evnerne.
– Jeg synes, at virksomheden er god til at spotte talenterne og til at tage hånd om medarbejderne, så de udvikler sig. Sådan har jeg selv følt det, siger Peter Johnsen.
Selv har han gennem årene taget et hav af efteruddannelseskurser og taget de muligheder, der bød sig.
– Jeg har brugt en stor del af min fritid på at uddanne mig, siger han.
Med Peter Johnsen som topchef får Hydro en chef, der også vil tage del i den lokale debat.
– Hydro er en stor virksomhed i byen, og jeg mener også, at det er værd at høre på, hvad vi mener. Det er ikke sådan, at jeg vil have en mening og alt, men min holdning er, at Hydro Precision Tubing er en stor virksomhed i byen, og den skulle gerne opfattes som en del af byen, siger Peter Johnsen.
Peter Johnsen er et godt eksempel på, at man kan nå langt, selv om man bliver hjemme.
Han er født i Møgeltønder og opvokset i Østerby, og her bor han nu på et nedlagt landbrug, sammen med hustruen Konni og to af de fem sammenbragte børn, Dennis og Jens. De tre store, Dan, Helle og Klaus er rejst hjemmefra. Klaus arbejder i produktionen på Hydro Precision Tubing i Løgumkloster, og han har altså nu fået sin far som øverste chef.
Det er hjemme i Østerby, Peter Johnsen slapper af.
– Min kone har heste, og dem får jeg også lov at pusle med. Jeg kan godt lide at gå hjemme, det er her, jeg slapper af. Jeg løber ikke hverken maraton eller spiller golf, men har det godt med en skruetrækker og en hammer i hånden.Så slapper jeg af.